Inden mor-panelet tager på sommerferie, er de tilbage i sofaen for at tage kærlig hånd om jeres indsendte dilemmaer. I episoden når de gennem, hvad man kan gøre, hvis man er i en dårlig mødregruppe, hvordan man kan tilgå det ellers sprængfarlige emne skærmtid og så sender de en masse kærlighed til en lytter, som har det lidt anstrengt med sin mor. God fornøjelse med episoden!

I denne episode gennemgår Maria og mor-panelet følgende dilemmaer:

Dilemma #1: Den med hende, der ikke passer ind i mødregruppen

Hej Mo(r)nopolet,

Jeg kan ikke lide min mødregruppe.. Det er ikke sådan, at de er forfærdelige mennesker, men vi er bare så forskellige, og jeg føler ikke rigtigt, at jeg er en del af gruppen. Jeg siger altid det forkerte, køber ikke det rigtige eller smarte tøj og udstyr til min datter osv. osv. osv.

Jeg er med på, at jeg ikke er tvunget til at blive, men da jeg er den første af mine venner til at få barn, kender jeg ikke rigtig andre med børn, så jeg er bange for, at jeg kommer til at føle mig alene…

Dilemma #2: Det med skærmtid

Hjælp! Herhjemme er vi ikke enige om skærmtid..

Min holdning er måske lidt stringent, men jeg kan godt lide, at vi har styr på, hvor meget drengene ser (de er hhv. 5 og 7) og især, at der er et max på, hvor meget de ser.

Min partner er af en lidt anden holdning, og hvis det stod til ham så han film og spillede computer med dem helt ind til sengetid – jeg er med på, at der ikke er en lov omkring skærmtid, men har I nogle inputs til, hvordan man kan tilgå det?

Dilemma #3: Den med moren, som ikke altid var mor, men nu er meget klar på at blive mormor

Kære Mo(r)nopolet

Efter jeg er blevet gravid, har min mor pludselig været meget interesseret i mig,  og vil gerne komme forbi og laver ting til babyen, og gør generelt mange ting, som jeg tror er meget normalt for en kommende mormor. 

Situationen er bare den, at vi ikke har et typisk mor-datter-forhold. Vi er ikke særlig tætte, og har gennem meget af mit liv ikke haft meget kontakt. Jeg har altid boet hos min far, og hun har aldrig prioriteret mig på samme måde, som hun gør med mine søstre – som dog også har et anstrengt forhold til hende. Efter vi er blevet ældre gør vi hvad vi kan for at være ordentlige og se hende engang imellem til jul, fødselsdage og sådan nogle ting, men jeg oplever det rigtig drænende at være sammen med hende, så jeg har under min graviditet forsøgt at undgå hende så meget som muligt, men hun presser meget på. Hun vil også gerne besøge os på hospitalet, når lillemanden kommer ud, men her har jeg sagt, at det kommer an på, hvordan fødslen går, og at min kæreste og jeg måske har brug for lige at lande i det at blive forældre inden vi inviterer på besøg, hvilket hun har accepteret.

Jeg kan mærke hun virkelig prøver, og det er jo på den ene side virkelig fedt, men hun har bare aldrig rigtig været der for mig ellers, og jeg kan mærke jeg bliver lidt kvalt i det. Jeg kan også mærke en bitterhed. Hun har ikke ret til at have en relation til mit barn, når hun aldrig, før nu, har prioriteret at have det med mig. Er det forkert af mig, ikke at have lyst lukke hende ind?